4.500 piger kommer til Ladywalk i Sønderborg
Mellem kl. 15.00 og 18.30 mandag, den 27. maj er der voldsom trafik omkring Vestermark og Hærens skydebaneterræn. Da strømmer pigerne til Ladywalk – den 6. i rækken i Sønderborg – hvor alle de mange piger sætter hinanden stævne.
Alle 4.500 går i ens T-shirts, der i år har en frisk lyslilla farve, og med en sort rygpose med en kildevand og lidt godter i.
Når alle er mødt, holder borgmester Aase Nyegaard åbningstalen.
Efter opvarmning starter vandringen kl. 18.30 rundt i nabolaget af Kær By. Det drejer sig stadig om hygge, så der er ikke nogen konkurrence at gå de 7 eller 12 km efter eget valg.
På pladsen er der også masser af hygge både før og efter gåturen. Her kan der købes grillpølser og sandwich samt vand og øl. På turen er der musik med Sønderborg Pipes and Drums og med Bosse4Brass.
Skulle nogen piger have glemt at tilmelde sig, møder man blot op på dagen og tilmelder sig. Der er lidt ekstra T-shirts og rygposer i årets farve. Kom i god tid. Ellers er det kun neutrale T-shirts tilbage. Der kan ikke betales med Dankort.
– Det er et must for rigtig mange piger at være en del af Sønderborgs største havefest, og vi har igen rekord med ca. 300 flere end sidste år, siger Ruth Holm, formand for vandreforeningen Fodslaw Sønderborg, der er arrangør af Ladywalk i Sønderborg.
Støt sygdomsramte kvinder
I alt i 2012 gik 38.800 piger i 10 byer over hele landet. Det gør samlet Ladywalk til Danmarks største endagsmotionsarrangement. Den store deltagelse har formået at skabe et overskud, så man hvert år har givet betragtelige beløb til organisationer, der støtter sygdomsramte kvinder. I år er Scleroseforeningen og Endometriose Foreningen udpeget til at modtage støtte.